Blog

Sådan passer du bedst på dine negle

Vi har alle i alt 20 negle, som er til for at stabilisere huden og beskytte vores finger- og tåspidser, som er meget følsomme. Men derudover giver pæne negle også et godt førstehåndsindtryk, da det får dig til at fremstå velplejet. Hvis du gerne vil have en velplejet hånd, så gælder det om at passe og pleje dine negle. Læs med her og find ud af hvordan!

Gode rutiner til neglene

Du kan først og fremmest få indført nogle gode rutiner til dine negle, for gode vaner betaler sig, når det gælder neglene. Dette er blandt andet nogle gode rutiner til neglene, som du med fordel kan huske på:

  • Brug en negleolie 1-2 gange om dagen. Negle har det nemlig med at tørre ud, og du passer bedst på dem ved at holde dem fugtige
  • Klip dine negle, hvis de er for lange, flækker eller flosser. Vask gerne hænderne i varmt vand inden, da varmen fra vandet blødgør dine negle, så de bliver nemmere at klippe uden, at de flækker
  • Fil altid kun neglene i én retning, for ellers risikerer du at ødelægge neglepladerne, så de skiller og flosser
  • Krads aldrig din neglelak af, da det ødelægger neglens overflade
  • Fjern din neglelak med en mild neglelakfjerner og gerne en uden acetone
  • Beskyt dine negle mod vand og kulde. Brug gerne handsker, når du gør rent og vasker op, og når det er koldt udenfor

Spis dig til stærke negle

Du bør kigge på din kost, hvis dine negle har det med at knække, flække eller spalte. Det kan nemlig være, at du ikke får de proteiner og vitaminer, som du skal have. Negle bliver lige som så meget andet i kroppen også påvirket af din kost. Særligt biotin og zink er gode kilder til sunde og stærke negle, og det er faktisk ikke så svært at få indført noget mere af det i kosten. Biotin findes blandt andet i æggeblomme, soja og kål, mens zink blandt andet findes i øster, hvedekim, krabbekløer og kakao. Hvis du har svært ved at få indført de rigtige vitaminer og proteiner i madlavningen, kan du også vælge at tage kosttilskud. Der findes masser af kosttilskud på markedet, der styrker både hår og negle. Udover at kigge på din kost, kan du også kigge på din neglerutine. Får du dem plejet godt? Hvis du eksempelvis går meget med neglelak, kan det være en god ide at holde en pause for at se, om det ikke kan hjælpe.